Parasitter er små dyr, som lever og formerer sig i andre dyrearter, herunder
også kamæleoner. Parasitter lever noget af deres liv, hvis ikke hele deres
liv i en vært, som de trækker næring fra. En vært kan have flere parasitter
på en gang, som lever uafhængigt af hinanden. Nogle parasitter gør
direkte skade, mens andre parasitter lever fredeligt sammen med værten. I
naturen er der ofte en fin balance mellem værten og parasitterne, men
denne balance bliver ofte tippet til fordel for parasitterne, når dyrene
bliver indfanget og sat i terrarier. Vildfangne dyr bliver nemt stressede,
hvilket kan føre til at immunforsvaret svækkes.
Stress vil svække immunforsvaret hos dyret og hermed gøre det lettere for
parasitter at overtage værten. I fangenskab kan dyrene ikke komme væk fra
deres afføring og vil her risikere at blive smittet på ny.

Hvis et dyr har haft parasitter i en lang periode, vil de ofte finde en
balance, hvor begge kan trives, hvorimod hvis et dyr bliver sygt af
parasitter, er det oftest fordi, de lige har fået parasitterne.
Vi ved meget lidt om parasitter, og hvordan de påvirker dyr, men da ikke
alle parasitter er ondartede, kan man ikke bare fjerne dem alle, og tro det
er det mest rigtige.

Man siger at der er 4 forskellige værter:

Slutvært: hvor parasitten færdigudvikles.
Mellemvært: Hvor ikke kønsmodne parasitter udvikler sig ren morfologisk.
Smittebærende insekter eller vektor, som de også bliver kaldt, er ofte
mellemværter, og dem der fører parasitterne videre til andre værter.
Transportvært: Er lidt som mellemværter, men her udvikler parasitten sig
kun minimalt eller slet ikke. Transportværter kan også smitte til en
definitiv vært.
Afvigende vært: Er en vært, hvor parasitten har lille chance eller slet
ingen mulighed for at komme videre til en ny vært. Her vil den kun udvikle
sig lidt, hvis den overhovedet udvikler sig.

Som før nævnt kan der leve forskellige typer parasitter i samme vært, og
det skyldes, at hver parasit har tilpasset sig en bestemt levemåde. Man
siger, at der er to forskellige typer. Der er endoparasitter, som lever inde i
værten og ektoparasitter, som lever på overfladen.
Endoparasitter kan findes bl.a. i luftkanalen, maven og tarmene. Normalt
er parasitterne begrænset til et bestemt område i tarmene afhængigt af
parasittens art, men det kan påvirkes af andre parasitter, som bor i
samme "habitat". De fleste organer i værten har deres egne parasitter eller
et specifikt stadige af en parasit, og det er vigtigt at vide, da det vil gøre
det lettere at fastslå, hvilken art det er.

Parasitters livscyklus er enormt vigtig, da vi bliver nødt til at forstå,
hvordan de formerer sig, hvis vi skal kunne bekæmpe dem.
Parasitter, der ikke behøver en mellemvært for at formere sig, har en
direkte livscyklus. Et eksempel kunne være nogle coccidier, som udvikler
sig i værtens tarmceller, og her producerer nye stadier, som kan sendes ud og
smitte nye værter. Disse parasitter må udvikle sig ”udenfor” i de nye
omgivelser, før de kan smitte en ny vært. Nogle nematoder har samme
livscyklus. Indirekte livscyklus kræver mindst to forskellige arter af
værter for at fuldende sin livs cyklus. Denne cyklus bruger både
slut-værter og mellem-værter. Parasitterne har tilpasset sig til at
flytte mellem de forskellige værter for at kunne fuldt udvikle sig. Som
regel er det den definitive vært, som sender parasitterne videre til
mellemværten. Det kunne være æg eller første stadie af larver, som
udvikler sig til larver og cyster, eller det kunne være oocyster som
udvikler sig til protozoaner. Mellemværten kunne enten være et insekt, som
bliver spist af en slut-vært eller et smittebærende insekt, som
suger blod og derved smitter den slut-værten. I fangenskab vil
parasitterne ikke altid kunne udvikle sig, hvis der f.eks. ikke er de
nødvendige mellemværter. De fleste parasitter smittes oralt som æg, larver
eller oocyster. De kan smitte gennem afføring, som kommer i kontakt med
munden, eller bare insekter som er smittet, altså mellemværter.

	Direkte livscyklus
	Indirekte livscyklus