Optakten til kamæleonernes parringen må siges, for os mennesker, at være det mest interessante. Men jeg kan forestille mig at han kamæleonerne nok syntes mere om selve agten… Når en han ser en hun, vil han for det meste straks begynde at gøre tilnærmelser. Hunnen vil så meget tydeligt gøre opmærksom på om hun er modtagelig. Men i de fleste tilfælde skal han dog lige prøves af, så han får en mulighed for at bevise sit værd. Kurtiseringen kan hos nogle arter være et ret så voldsom affære, og ret svær at skelne fra en regulær slåskamp. I de fleste tilfælde vil ritualet bestå af at hannen viser sine flotteste farver og nikker med hovedet, alt imens han bevæger sig nærmere. Hvis hunnen ikke viser sine graviditetsfarver, vil han forsøge at indhente og bestige hende. Receptive hunner vil i reglen blive lysere i farverne og sidde stille eller bevæge sig langsomt væk fra hannen. Nogle gange efter en kortere eller længere styrkeprøve. I de fleste tilfælde bliver hunnen befrugtet flere gange over nogle dage. Hunnens graviditetsfarver, er bevist, hos flere arter, faktisk at være blot at være et tegn på at hun ikke længere er modtagelig, da man også kan se hunner, der aldrig har været i nærheden en han, med disse farver.

Nogle arters hanner benytter sig af spændende strategier for at sikre sig at videreføre netop deres gener. Personligt har jeg set Chamaeleo africanus hanner, der lige inden solen går ned fanger hunnen og holder hende fast ved haleroden, med et greb med foden, for at hun ikke skal stikke af om morgenen. Den samme han følger hende så, som en skygge, gennem hele den receptive periode. Og parrer hende, nogle gange, flere gange om dagen, i denne tid. Det skal lige siges at det ikke altid går som planlagt, da jeg, i naturen, har set en hun falde død ned fra en gren, efter nogle dage med denne behandling. Hos de mere “sociale” arter der lever i konstante par eller trioer er kurtisering og parring ikke nært så voldsomt.
En anden sjov strategi finder man hos mange bladkamæleoner, her vil hannen simpelthen ikke kravle ned fra hunnens ryg, før hun er befrugtet, hvilket kan tage flere dage. Hunnen er så nødsaget til at slæbe rundt med hannen, mens hun går på jagt, sover, drikker osv.
Selve parringen, foregår ved at hannen først griber fast om hunnens hale, og bevæger sig op langs hendes ryg. Han masserer hendes kloak med det ene ben, til hun løfter halen og han skubber sin hale ind under hendes. Det er kun den ene af kamæleonens tvedelte kønsorgan dr indsættes i hunnens kloak. Befrugtningen sker når sæden bliver ledt hen over overfladen af denne, i de dertil indrettede riller. Parringen kan tage fra et minut til op til en time.

Efter en periode varierende fra under en måned, til over fem måneder, afhængig af art. Er det tid til at lægge æggene. Et par dage før holder hun op med at tage føde til sig, og vil prøve at lokalisere et godt sted at placere dem. Det er tydeligt at hunnerne lokaliserer disse eventuelt passende steder visuelt. Det vil sige at det er indkodet i instinkterne hvad den enkelte art leder efter. Det er dog ikke altid at et tilsyneladende godt sted, faktisk er egnet. Derfor vil hun i mange tilfælde grave et par “prøvehuller” inden for det udvalgte område, før hun beslutter sig for redens endelige placering. Jeg betragter det som dokumenteret at enkelte arter, kan finde på at vende tilbage til stedet hvor de selv, året før, udklækkede. Da de jo der kan være ret sikre på at de rette betingelser er tilstede. Det vil sige at hvis der et år har været en god overlevelsesprocent, er de gode reddepladser meget populære og der kan derfor være mange redder inden for få m2 .
Selve udgravningen af reden er ikke en sjov omgang. Hunnerne er 100% ude af deres element, og er i en form for trance. I denne situation er de meget udsatte. Et hvilket som helst forbipasserende rovdyr er ens betydende med den sikre død. Hunnerne bruger mange kræfter på at finde og udgrave reden. Nogle gange går det hurtigt (et par timer) hvilket er lang at foretrække. Andre gange kan det tage længere tid end hunnen havde regnet med. Det betyder at hun bliver nød til at forlade reden for natten og grave videre næste dag. Men som sagt er hunnen i en form for trance i det hun først kommer et stykke ned i jorden. Det betyder at natten godt kan komme bag på hende og hun vil i det hun er færdig med gravearbejdet, vende sig om, for at lægge æggene, men i stedet… falde i søvn ! - sker dette er hun selv sagt meget heldig hvis hun oplever endnu en solopgang. Af en eller anden grund er især Furcifer og Chamaeleo hunner særligt skrøbelige i denne fase. Bliver de forstyrret i gravearbejdet, eller sidst i graviditeten, af mennesker, eller dyr, bliver deres chancer for at komme af med æggene betydeligt dårligere. Læggenød/ægbinding er en hyppig dødsårsag for kamæleoner, også i naturen. Hvis jeg skulle tvinges til at komme med et, mere eller mindre, kvalificeret gæt, baseret på mine felt-iagttagelser, vil jeg sige at chancerne daler med 50% for hver gang hun stresses i denne periode. Det samme gælder for hver dag hun ikke får lagt æggene, efter de er klar. Dvs. at der på fjerdedagen er 12,5% chance for overlevelse/æglægning, hvilket er HØJT sat ! Og heri er det ikke medregnet at mange hunner som faktisk får lavet en rede, efter at være blevet stresset/forstyret i denne periode, vil tilbageholde et eller flere æg, som så senere vil resultere i døden.

Nogle arter ser ud til at foretrække helt specielle steder at placere deres reder. F.eks A.tigris vælger i nogle områder at placere æggene i bladskeder, fra Ananas eller Pandanus “palmer” muligvis som en respons på monsunen(????) i andre områder begraver selv samme art æggene i jorden på traditionel vis. Men det må siges at være lidt smart, da de jo på denne måde også undgår hele det livsfarlige ophold på jorden. I disse områder ser man nogle gange at særligt attraktive planter huser flere kuld æg fra flere hunner. Muligvis på grund af at netop denne plante har en særlig fordelagtig placering i forhold til solen, eller at netop den har samlet det perfekte “nedfalds-snask” i bladskederne, der kan fungerer som udrugningsmedie.

Mange bladkamæleoner begraver slet ikke deres æg ,men skjuler dem under bark eller blade. Hvorved hunnerne jo også sparer en del energi, i forhold til de tidligere nævnte.
De arter der kommer fra tørre sandede områder (Chamaeleo Calyptratus, chamaeleon, africanus, dilepis, senegalenis, Furcifer oustaleti, nogle pardalis varianter osv) er nød til at grave dybe reder for at komme ned til det fugtige lag, dette kræver mange af hunnens i forvejen hårdt prøvede resurser. Andre arter behøver blot begrave æggene en smule for at undgå at de skal ende som føde for andet af områdets fauna. I fugtige områder er det faktisk tit et spørgsmål om at vælge et sted hvor æggene ikke bliver druknet af regnen. Der vælger de fleste arter at placere æggene på en skråning eller et andet sted hvor voldsomme vandmængder bliver bortledt.

De arter som føder levende unger er jo fuldstændig fri af alle disse kvaler. Her vælger hunnen selv, via kropstemperaturen, udrugningstemperaturen og æggene udvikler sig i relativ sikkerhed inden i hende. Når tiden er nær, hvor æggene er klar til klækning dropper hun dem til jorden, eller tørrer dem af på en gren, hvilket er signal til ungen om at den godt kan frigøre sig fra det skalløse æg. Nogle sydafrikanere påstår at have set Bradypodion pumilium unger, født i sivene i vandkanten, klække i vandoverfladen (??????) Unger fra levendefødende arter er dog i reglen mindre og mere skrøbelige end unger fra æg. Muligvis fordi at hunnen simpelthen ikke har plads til at opbevare dem så længe…

 
 
F.pardalis "ankify" gør kur til en hun.

Dim lights