Den klassiske levevis for kamæleoner, er et solitært liv. Hvor et domæne forsvares ivrigt mod indtrængende. Dette territorium skal opfylde nogle betingelser for at være tilgodese dyrets behov. For det første skal der være en passende mængde insekter tiltrukket af samme område, af den ene eller den anden grund. For det andet skal der være ly for vejr og vind og det skal yde en vis sikkerhed, i form af skjul og beskyttelse.
Efter at have tilbragt natten, sammenkrøllet, sovende for enden af en tynd gren, eller et græsstrå og tørsten er blevet stillet af morgenduggen, bliver de første solstråler brugt til at finde hen til favorit “solbadestedet”. Hvor solens stråler bliver absorberet og brugt til at opnå den foretrukne kropstemperatur. Når denne er nået vil dagens jagt begynde. For mange arters vedkomne er det blot noget med at opsøge et velkendt sted, og iklæde sig sin camouflage dragt og sidde stille, indtil intetanende byttedyr uvilkårligt vil komme indenfor rækkevidde. For andre arters vedkomne er jagten noget mere aktiv. Disse, for det meste relativt små arter, bevæger sig usete i ryk rundt igennem vegetationen, for at finde bytte.
Når dagen er ved at være omme og mørket begynder at komme, finder den ud i sikkerhed på de tynde grene igen. Og sådan er de fleste kamæleonarters hverdag.
De arter der ikke opretter disse territorier er for det meste mindre arter der ikke fysisk kan opretholde et territorium, over for større arter, i samme område. Eller dyr der lever hvor der er langt mellem insekterne. Derfor flakker de om og opretter kun midlertidige territorier, der ikke forsvares så indædt overfor andre individer (på nær hanner i yngletiden, der af en eller anden grund bare MÅ prøve kræfter). Denne livsstil bruges også af F.eks. Chamaeleo dilepis hanner, der ikke har fysikken til at hævde sig overfor hunnerne. Eller af hanner af territorielle arter, der leder efter mager i yngletiden.
Nu blev der lagt ud med at kamæleoner i reglen lever i isolation fra andre individer. Men der skal jo undtagelser til for at bekræfte en hver regel. Nogle arter lever i noget der ligner parforhold. Dvs. At et en han og en hun eller to bor i det samme territorium. Det betyder ikke at de følges ad overalt, dette ses for det meste kun i hunnens receptivitetsperiode (Det ses for resten også hos de rigtigt solitære arter). Det er lidt smart for et lille langsomt dyr, der gerne holder sig inden for sit eget territorium, at have en mage ved hånden. Bl.a. kan hunnen regne med at hannen holder uønskede bejlere væk, så hun kan få det nødvendige ro og fred under graviditeten. Og hannen behøver ikke forlade sit domæne for at finde hunner.