Artsprofil Chamaeleo calyptratus
| Kamæleoner i fangenskab - Pasningsvejledninger |
| Artsprofil |
| Chamaeleo calyptratus |
| Underarter: |
| Chamaeleo calyptratus calyptratus |
| Chamaeleo calyptratus calcarifer |
| Etymologi: |
| Det videnskabelige slægtnavn Chamaeleo er afledt af det græske "Chamae" (lille eller kravlende) og "Leo" (løve). Artsnavnet Calyptratus refererer til det græske "Kalyptos" (skjult eller forsvundet). Underartens navn "calcarifer" kommer af det latinske "calcar", navnet betyder noget i retning af "med sporer". På dansk kalder nogle folk den for Yemen kamæleon. Læs mere om systematik HER! |
| Systematisk historie: |
|
1851 - Chamaeleo calyptratus - DUMIRIL & BIBRON 1869 - Chamaeleo calcaratus - PETERS |
| Kompleks: |
| Chamaeleo calyptratus er nærmest beslægtet med arter som africanus, arabicus, calcaricens og zeylanicus, men også Ch. chamaeleon ssp. er nært beslægtede med calyptratus. |
| Bemærkninger: |
| Validiteten af definitionen "underart" om Ch. calyptratus calcarifer, bliver stadig diskuteret. Faktum er, at en separat population i Saudi Arabien, har afvigende morfologi. Denne population er højst sandsynligt et produkt af en naturlig hybridisering mellem Chamaeleo arabicus og Chamaeleo calyptratus, hvilket ville underminere populationens status som underart. Men, hvorvidt de hedder calyptratus X arabicus eller calcarifer, har ikke den store betydning for dyrene. Om der findes variation i udseendet, de geografiske populationer Calyptratus calyptratus imellem, vides ikke med sikkerhed, da der er stor variation i udseendet selv inden for de enkelte bestande. |
| Morfologisk beskrivelse: |
| Hannerne bliver op til 48 cm i total længde, men størrelsen varierer fra individ til individ. Hunnerne bliver op til 40 cm, men er generelt noget mindre. De vejer imellem 100- 200 gram. Parietalkammen buer og danner en høj hjelm. Supra-orbitalkammen fortsætter bagud til en kort lateralkam. Tynde, korte men høje occipitale lapper danner bagsiden af hjelmen. Gularkammen består af lange kegleformede skæl. Disse skæl fortsætter som en ventral kam, der slutter nede ved kloakken. Dorsalkammen består af kegleformede skæl, som bliver mindre i størrelse hen af ryggen. Hannerne har tarsalsporer på fødderne af deres bagben. Den generelle skælring er homogen med kornede skæl. Læs mere om inddeling af kam og hjelm HER! |
| Chamaeleo calyptratus calyptratus han |
| Chamaeleo calyptratus calyptratus truende hun |
| Kønsbestemmelse: |
| Hannerne bliver længere end hunnerne og har flottere farver. Kønsmodne hanner har den store "finne" ovenpå hovedet. Denne er meget mindre på hunner. På unger kan man kigge på den fortykkede halerod på hannerne, men nemmere endnu er det at kigge på hælsporerne på hannens bagben, som kan ses lige fra klækningen. Disse er fraværende hos hunnerne. Disse tarsalsporrer ses også hos flere andre arter bl.a. Ch .africanus, Ch. arabicus og nogle underarter af Ch. dilepis. Se billeder af tharsalsporrer HER! |
| Lungerne: |
| Calyptratus har en lille hinde øverst, fortil i lungen samt to skillevægge, der starter tæt på hovedbronkien. Skillevæggene slutter inde i lungen og opdeler den i tre åbne kamre - den øverste, midterste og nederste. Øverst og forrest i lungen løber der delvist også tre små vægge. Undersiden af lungen har syv fingerlignende udposninger, hvor nogle af dem forgrener sig. Læs mere om lungerne her! |
| Hemipenis: |
| Ch. Calyptratus: hemipenis er kølleformede og pedicel udgør en tredjedel af hele hemipenis. ”Sulcal lips” er stærk udviklet og delvis pyntet med rækker af papillae. Truncus er calyculate, dvs. der er calyces. Nederst ved roden er der parallelle riller som gradvist forbinder og lukker de langstrakte calyces som sidder halvt oppe af pedicel og apex. Apex slutter af med et par store halvcirklede rotulae. Lige i midten, under disse rotulae sidder en ekstremt savtakkede kam og under denne kam, sidder to par mindre tætsiddende rotulae. Alle rotulae har fine takker langs kanten. Hemipenisen på Ch. Calyptratus calcarifer ligner den på Ch. calyptratus calyptratus, men skelner sig ud ved at de to par mindre rotulae er mere fremtrædende og de bagerste (asulcal) rotulae er mere runde. (Klaver & Böhme 1986) Læs mere om hemipenis her! |
| Hemipenis hos Chamaeleo calyptratus |
| Farver: |
| Grundfarven varierer i forskellige nuancer af grøn, blå og gul. Ned langs kroppen løber 4-5 mørkere striber. halen har samme grundfarve og har også disse mørkere striber. I naturen kan man finde flere forskellige farve former inden for samme område. Altså sandsynligvis ikke som de lokalitetsvarianter som man ser hos f.eks. Furcifer pardalis. Man kan finde en stor og grøn ved siden af en lille brun! Læs mere om de forskellige lokaliteter HER! |
| Udbredelse: |
| Chamaeleo calyptratus kommer fra Yemen (Ch. calyptratus calyptratus) og Saudi Arabien (Ch. calyptratus calcarifer). Men de er blevet udsat af mennesker flere steder i verden. Både Hawaii, Maui og Florida har dokumenterede bestande. Dertil kommer mere tvivlsomme observationer fra Asien og Sydamerika. I Tyskland har der været solgt individer, der skulle komme fra øen "Socetra", som rent politisk hører til Yemen, men ligger ud for den Somaliske kyst. Vi må håbe og bede til, at det ikke er sandt, at de er blevet udsat der, da øens fauna er unik, og desuden er hjemsted for den endemiske kamæleon Chamaeleo monacus, hvis eksistens ville være i seriøs fare, hvis calyptratus er kommet til. Man mener at den naturlige udbredelses området er ca. 136,600 km2. |
| Klima: |
| Chamaeleo calyptratus lever i 1200-2000 meters højde. I det syd-vestlige højland på den arabiske halvø, hvor denne art har hjemme, er der forskel på sommer og vinter. Om sommeren er det varmt - op til 40 grader. Det er også her, det meste af regnen falder (op til ca. 890 mm om året) Den varmeste måned er juni. Om vinteren er der mere køligt og tørt med en dagstemperatur på omkring 20 grader i den koldeste måned (Januar). Her kan sågar, en sjælden gang imellem, om natten, falde sne. Læs mere om klima HER! |
| Habitat: |
| I oprindelseslandet er arten knyttet til akacieskov og tilhørende buskområder. Den findes også i anden vegetation som haver, plantager, vejsidebeplantninger osv. Med dens spredning i nyere tid har arten bevist, at den er utroligt tilpasningsvenlig. Se flere habitatbilleder i galleriet i HER! |
| Yemen. Ch. calyptratus calyptratus habitat. |
| Status: |
| Denne art er ifølge IUCN (the International Union for Concervation of Nature) blevet rødlistevurderet som (LC) least concern, altså ”ikke truet”. Den er desuden placeret på CITES (the Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora) liste 2. Læs mere om conservation HER! |
| Adfærd: |
| I naturen er denne art kendt for at være ret aggressiv. Selv om mindre individer og hunner, af og til, kan ses sidde få meter fra hinanden (især om natten), så kan man ikke sige, at de på nogen måde er sociale. Voksne hanner er i særdeleshed kamplystne. I kernen af udbredelsesområdet ( Nær Thaizz, Yemen) har næsten hvert eneste store træ en stor herboende han, og hunner samt ungdyr er fortrængt til buske og mindre træer. Ved håndtering vil de ofte prøve på at bide. Der er stor sandsynlighed for at denne er blandt de arter, der kommunikerer med andre individer via vibrationer i grenene/planterne, som de opholder sig i. Læs mere om generel kamæleonadfærd HER! |
| Reproduktion: |
| Denne kamæleonart er æglæggende. De er kønsmodne i en alder af ca. 5-7 mdr. Hannerne er for det meste altid klar til at parre sig. Ved kurtisering vil hannen nikke med hovedet. Han vil vende siden til og vil lodret flade sig så meget som muligt ud. Han vil iklæde sig de smukkeste, klareste farver og kontraster, han kan præstere. Så vil han puste sin strubesæk helt op, sveje fra side til side og rulle med halen. Dette er altid et betagende syn. Hvis hunnen ikke er modtagelig, vil hun få mørkere farver, gabe og hvæse mod hannen. Er hunnen derimod modtagelig, vil hun få lysere farver og lade hannen bestige hende bagfra - til tider kan det se lidt barskt ud. Først vil hannen massere hunnens hale med sine bagben, og kort efter vil deres kloakker mødes. Hele parringsritualet kan tage 10-30 min. En gravid hun vil blive sort,lilla eller mørkegrøn og få gule, orange eller grønne prikker efter parring. Der kan dog gå nogle dage før farverne kommer. Efter en parring vil hunnen være i stand til at gemme sæd til andre "kuld" og derved befrugte endnu en omgang æg uden en ny parring. Det kan ske allerede 3 uger efter sidste kuld. Hunnen vil efter 35-60 dage lægge 20-90 hvide æg, som hun graver ned i en dyb rede i letfugtigt sand (op til 35 cm dybt). Æggene klækkes oftest efter 6 mdr, og der går sjældent lang tid, fra den første til den sidste unge er kommet ud. Hunnerne kan i naturen nå at lægge to kuld om året, men flere i fangenskab, selvom det nok ikke er helt sundt for dem. Læs mere om reproduktion HER! |
| Gravid Chamaeleo calyptratus calyptratus hun |
| Pasning: |
| Chamaeleo calyptratus eller Yemen kamæleonen, som den jo hedder i folkemunde, er alm. kendt for at være den "nemmeste" eller i hvert fald den mest "begyndervenlige" kamæleon. Dette er ikke nødvendigvis forkert, men langsigtet succes afhænger i høj grad af, hvordan de bliver holdt i terrariet. Chamaeleo calyptratus kan være meget aggressive og bør holdes separat, men kan dog vænne sig til at blive håndteret, hvilket vi dog altid fraråder. En sund og rask kamæleon er tit MEGET aggressiv og vil ofte puste sig op, hvæse, skifte farve og måske prøve at bide, men man kan være så uheldig, at denne klassiske kamæleonadfærd forsvinder ved hyppig interaktion med mennesker. Hunnerne virker tit mere nervøse end hannerne. Da denne art bliver ret så stor, anbefaler vi at man bygger terrariet derefter. Hvis denne art skal have mulighed for at udfolde sig bare lidt og vise bare lidt naturlig adfærd, vil minimumsmål efter vores mening være D80xB100xH120cm, men jo større desto bedre. Andre avlere har dog haft held med mindre terrarier. Ungerne kan godt gå sammen de første måneder, men skal senere flyttes over i hvert deres terrarie. Temperaturen hos ungerne skal ligge på ca. 25-27 grader. . Udrugningstemperaturen er forskellig fra avler til avler, vi udruger ved ca. 22-25 grader (Nat/Dag) En Yemen kamæleons optimale kropstemperatur er omkring de 36 grader, Men det betyder ikke at hele terrariet skal ligge på den temperatur, men at de skal have en mulighed for at opnå denne. Det mest hensigtsmæssige er, at der på det koldeste sted i terrariet er omkring 22-25 grader, afhængigt af årstiden, og på det varmeste ca. 40 grader (under varmelampen). Om natten er stuetemperatur fint. Fotoperioden bør være 14 timer om sommeren og 10 timer om vinteren. Læs mere om kamæleoner i fangenskab HER! Læs flere terrarieartikler HER! Læs mere om udrugning af æg HER! |
| Chamaeleo calyptratus calyptratus unge |
| Terrariet: |
| Terrarietype Steppe/ savanne terrarium |
| Foder: |
| De fleste foderdyr bliver accepteret, bl.a. kakerlakker, fluer, melorm, zophobas (store melorme), møl og især fårekyllinger og græshopper. Derudover spiser nogle individer af og til blade, bær, blomster og frugter. Denne art kan finde på at spise af planterne, så man skal være opmærksom på hvilke planter, man bruger. Også små gnavere og firben går de voksne heller ikke af vejen for. Det er vigtigt at bruge vitamin og mineraltilskud bl.a. D3 og calcium) ved hver fodring til unger og voksne hunner. Læs mere om foderdyr HER! |
| Se flere billeder i galleriet HER! |
| < Forrige | Næste > |
|---|