| Klaver og Böhme udgav i 89 ”Das Tierreich 112 - Chamaeleonidae” hvor de ud fra hemipenis- og lungemorfologi reviderede taksonomien af kamæleoner. Ud over at oprette familierne : Calumma, Furcifer, Chamaeleo, herunder Ch. (trioceros), og Bradypodion. Splittede de den eksisterende genus Brookesia i to, Brookesia og Rhampholeon . Hvor Brookesia er bladkamæleonerne fra Madagaskar; og Rhampholeon fra Afrika. DNA analyser, sammenholdt med de mange morfologiske undersøgelser, har vist at disse to familier har mindre til fælles med hinanden, end det først blev antaget. Det har vist sig at Rhampholeon er nærmere beslægtet med Bradypodion end med Brookesia. Og at Brookesia har mere til fælles med Calumma end Rampholeon. Dvs. at disse to, på overfladen, meget ens genuser, uafhængigt af hinanden, har udviklet sig til at udfylde den samme niche i økosystemet (konvergent udvikling). Og derved fået denne lighed.
Systematikken omkring bladkamæleonerne er på ingen måde stationær. I 95 udgav Raxworthy & Nussbaum en revidering af Brookesinae. Hvor de bla. synonymiserede Brookesia peyreirasi med B. minima og B. antoetrae med B. thilei, dette er senere blevet tilbagevist at både Dr. Klaver, W.Böhme og L.D.Brady. For nylig (2004) blev den Afrikanske Genus Rhampholeon underlagt en grundig revision af Matthee, Tilbury & Townsend. De fandt det nødvendigt at oprette den helt nye genus Rieppeleon, samt de tre sub-genuser Rh.(rhampholeon) Rh.(bicuspis) Rh.(rhinodigitum) som på sin vis er genbrugte gamle familier.
|
| De fleste arter af Bladkamæleoner skal holdes på nogenlunde den samme måde i terrariet, Derfor er det lettere at beskrive dem samlet i stedet for hver for sig. Terrariet kan være et helglasterrarium med en lille sprække til udluftning under frontglasset og en større for oven. Det kan være lidt af en balancegang, da de fleste arter kræver meget høj luftfugtighed, samtidig med at de ikke tåler værken træk eller helt stillestående luft. Som hovedregel skal bjergarter og trælevende arter have mere ventilation. Der skal i planlægningen af terrariets indretning tages hensyn til, om det er en art, der primært lever mellem nedfaldne blade i bunden af regnskoven, eller i buskzonen, trætoppene, mellem mos og lav i bjergskoven eller måske græstuer i udkanten af eller i lysninger af lavlandsskoven osv.
De fleste arter kan holdes i ynglegrupper med en han og flere hunner. Terrariet skal dog så have en størrelse der tillader dyrene at bevæge sig rundt, uden hele tiden at have en artsfælle i deres synsfelt, og kamæleoner ser jo ret godt, så det er noget der skal med i overvejelserne når man bestemmer sig for hvor mange dyr man skal købe, hvilken art, størrelsen på terrariet og beplantningen af terrariet.
Hos nogle arter er det nødvendigt at følge årets gang. Her er det vigtigt at alle ændringer sker gradvist over en periode på ca. en måned, så dyrenes indre ur kan følge med.
|
| Hos nogle arter kræver opdræt ikke specielle forberedelser, hos andre er det klimatiske ændringer, der sætter gang i hormonerne. Parringen er for de fleste arters vedkomne meget lig de ægte kamæleoners kurtiseringsritualer. Når hannen ser et andet individ, vil han nikke med hovedet og bevæge sig tættere på. Er det en anden han kan der opstå en ritualiseret styrkeprøve, der dog sjældent fører til direkte fysisk kamp. Er det derimod en hun, der reagerer neutralt, dvs. uden trusler, vil hannen vise sine ”flotteste farver” og bevæge sig tættere på hunnen, mens han nikker. Det er kendt fra flere arter, at hunnen bærer hannen på ryggen i flere dage før parringen. Dette sikrer, at der ikke lige kommer en anden han og tager over. Desuden er det ikke tit at disse små, langsomme og velcamouflerede dyr render ind i en artsfælle af modsatte køn, så det er med at hage sig fast, inden chancen er forspildt. Dette kan sammenlignes med frøernes amplexus.
Nogle arter begraver ikke deres æg, men placerer dem i stedet på et beskyttet sted under bark, visne blade eller mos. Andre graver en mere klassisk tunnel, som man kender det fra andre kamæleoner. Her begraves æggene i en dybde nogenlunde tilsvarende hunnens længde.
Antallet af æg kan variere meget, Brookesia minima og dens nære slægtninge lægger kun to æg af gangen, mens jeg har haft atten æg på en Rhampholeon nicsciensis. For det meste vil de arter, som lægger få æg, lægge flere kuld på en sæson . Mens de, som har store kuld, nok kun lægger én gang.
Drægtighedsperioden er gerne en til to måneder. I slutningen at denne, vil hunnen være mere aggressiv og rastløs end normalt. Desuden vil hun være svulmet op i unaturlig grad.
Udrugning af æggene bør som tommelfingerregel ske ved temperaturer, der svarer til ca. gennemsnits - dagstemperaturen om sommeren. Husk at æg, der ikke er begravede, vil blive udsat for lavere nattetemperaturer end dem, som er begravet i bundlaget.
Udrugningssiden vil for brookesia være mellem 30-90 dage og hos Rhampholeon 90 - 180 dage.
Babyer lever fint i en lille klar plastboks med indretning som de voksne.
|
| Hos langt de fleste arter er meget småt foder et must, især hvis man har unger eller holder de helt små arter, vil man være afhængig af bananfluer, springhaler, bladlus, sølv/ovnfisk osv.
Dog tager voksne individer af de fleste arter, små fårekyllinger, græshopper og kakerlakker. Disse kan imidlertid udgøre en seriøs trussel for kamæleonerne, når de når en vis størrelse.
Stuefluer, møl og andre smådyr er også i høj kurs. Det er vigtigt at bruge vitamin- og mineraltilskud (bla.D3 og calcium) regelmæssigt ved fodring af unger og voksne hunner.
|
| Hvis man sigter efter at gengive et naturligt habitat, skal man vælge en beplantning der stiller samme krav til tilværelsen, som de dyr de skal servicere. F.eks Ri.kerstinii lever i et habitat hvor græs, bregner og små buske dominerer det åbne landskab mellem de spredte øer af skygge fra høje træer. I overgangen mellem græs/busk-steppe og skov. Det giver mulighed for at skabe et utroligt specielt terrarium, med et ”varmt” fugtigt miljø, et bundlag af sand, levende græs, og bregner på det mest skyggefulde sted. Et andet eksempel på et specielt terrarium kan være Rh.(rd)spinosus (tidligere fejlagtigt kaldet Bradypodion spinosum). Her er klimaet koldt og fugtigt, træer og buske er dækket af lav og mos, i forgreninger i træerne vokser epifytiske orkideer og bregner. Dyrene færdes i mellemzonen dvs. sige på stammer og grene 0,5-4m over jorden At de er perfekt tilpasset dette habitat er helt tydeligt når man ser dem sidde på en tilgroet gren, eller rettere, så ser man dem ikke ! De er simpelthen perfekt camouflerede !
Men det traditionelle bladkamæleon-terrarium er et bundzone habitat, der indrettes som et klassisk regnskovs-terrarium. Bundlaget kan bestå af spagnum, xanmin, kokos eller kommercielt ”Terrariejord” . Substratet, eller de øverste centimeter af bundlaget, er ret vigtigt for mange bladkamæleoner, da det er her de færdes mest. For bundlevende regnskovs arter er visne blade blandet med tynde grene ret godt (læs. Bedst), men mange bruger forskellige slags barkflis. For arter som den nævnte Ri.kerstenii er rent sand både praktisk og naturligt. Substratet til diverse bjergarter kan bestå af mos, sten, visne blade og barkflis. For deciderede trælevere kan man bare lade bundlaget fungere som substrat eller indrette det som man syntes ser mest naturligt ud. Det er en god ide at prøve at begrænse antallet af forskellige plantearter i hvert enkelt terrarium. For det første er det ikke naturligt at finde flere dominerende arter i et udsnit på eksempelvis en halv kvadratmeter regnskovsbund. For det andet bliver det let rodet at se på. Og for det tredje skal der også være plads til et tilgængeligt bundlag af en blanding af visne blade og tynde grene.
 
Hvad enten substratet/bundlaget består af mos, blade/spagnum eller rent sand, er det en god ide at bygge det op som et regnskovsterrarium. Altså med et drænlag af Lecakugler eller akvariegrus, dækket af et lag kul med en stofmembran over og under for at undgå at lagene bliver blandet sammen. Ovenpå kommes bundlaget som planterne skal plantes i. Til sidst substratet som er den overflade som man kan se og dyrene vil benytte.
Har man mulighed for at have afløb/overløb i bunden af terrariet er det helt klart nr.1. Så kan man tillade sig at gå lidt amok med vandingen i regntiden, uden at risikere at drukne både dyr og planter. Her et regnanlæg ret belejligt, men ikke nødvendigt hvis man har MEGET selvdisciplin.
Belysning af terrariet har tre hovedfunktioner, at holde liv i planterne, at give kamæleonerne en mulighed for at termoregulere og metabolisere f.eks. Optage kalk D3 vitamin. Fra UV-B og stimulere appetit og reproduktion via UV-A. Den tredje funktion er at oplyse terrariet så dyrene kan orientere sig og finde bytte, samt at vi jo af og til også gerne vil have et glimt af hvad der foregår bag glasset.
Den Bedste belysning opnås hvis man kombinerer et almindeligt lysstofrør med et 0,5 ,eller mere, reptilrør (med UV-A+B) Nogle få arter skal have en varmeplads hvor de kan sole sig. En almindelig glødepære-spot eller en halogen-spot rettes mod et punkt i terrariet, så den kun oplyser en mindre procentdel af terrariet så dyrene kan trække et køligt sted hen, hvor der stadig er godt med lys fra lysstofrørene. Varme-spots må max. være på 30w. 12 volts halogen-spots på 20w er meget praktiske, selv i større terrarier.
Der findes flere tusinde planter, der i teorien ville kunne bruges; men de arter som er vist her gennemprøvede og lette at skaffe.
Adianthum - Venushårsbregne, Asparicus falactus - Sejlasparges, Chamaedorea elegans - Bjergpalme, Davalia canariensis - Harefodsbregne, Dracaena surculosa - Bambusdracena, Ficus pumilia - Klatrefigen, Muehlenbeckia complexa - Pletter i luften, Nephrolepis sp. - Bostonbregne, Pteris sp. - Kantbregne, Pogonatherum panicerum - Stuebambus, Selanginella sp. - Mosbregne, Carex sp. - Star, Mos, Lav og Evt. orkideer
Bromilier er også en mulighed, meeeeen det er ikke helt naturligt !! De fleste arter kan desuden være rene dødsfælder, hvor små kamæleoner kan drukne.
|
Bladkamæleoner (Brookesia og Rhampholeon)
